30. marts 2020

HE-VA færdiggør fabriksudvidelse trods COVID-19



HE-VA holder gang i hjulene med ny fabrikshal, så der til maj kommer endnu mere tryk i malersprøjten på Mors.

Trods udbredelsen af coronavirus, er det lykkes HE-VA at holde tidsplanen på en fabriksudvidelse, der skal huse et nyt, topmoderne maleanlæg. Byggeriet blev skudt i gang i sommeren 2019, og har altså fulgt tidsplanen, så det nye maleanlæg kan tages planmæssigt i brug fra 1. maj 2020.

”Efter coronaudbruddet har vi som bygherre følt et ekstra stort ansvar i forhold til en forsvarlig opførelse af byggeriet. Dette indebærer flere forholdsregler for håndværkerne på pladsen, herunder krav om god afstand og forbud mod forsamling af større grupper mennesker på ét sted, men også en tydelighed fra vores side om at bruge sund fornuft under arbejdet,” siger administrerende direktør Villy Christiansen.

HE-VA har samtidig bedt håndværkere om ikke at bruge fabrikkens toilet- og badfaciliteter samt henvist håndværkerne til deres egne biler i frokostpausen, der før virusudbruddet blev afholdt i kantinen hos maskinproducenten.

Maleanlæg møder stigende efterspørgsel
Det nye byggeri, der finder sted på HE-VAs fabrik i Ørding, omfatter 1.800 kvadratmeter fabrikshal, hvor der i skrivende stund indrettes et topmoderne 2-komponentmaleanlæg. Et tilsvarende anlæg bruges allerede på fabrikken i Nykøbing, og endnu et anlæg vil fremover forbedre flere aspekter af HE-VAs produktion.

”Det nye maleanlæg giver bedre finish på vores maskiner til fordel for vores kunder, og samtidig giver det os et moderne, driftssikkert setup som kapacitetsmæssigt er fremtidssikret i forhold til den fortsat stigende efterspørgsel, vi oplever,” siger teknisk direktør Heine Christiansen.

Anlægget giver – foruden øget kvalitet og kapacitet – også et bedre arbejdsmiljø for industrilakererne, der skal arbejde med systemet.

’Vi må ikke gå i stå’
Forventet opstart af det nye maleanlæg i maj falder godt sammen med sæsonen i landbruget.

”Vi er efter alt at dømme over den værste travlhed fra forårssæsonen til maj, så vi kan få kørt anlægget godt i stilling inden travlhed i forbindelse med levering til efterårssæsonen melder sig igen til sommer,” siger Heine Christiansen og afslutter:

”Det er vigtigt for os, at vi i videst muligt omfang fortsætter med vores produktion og byggeplaner, da konsekvenserne af at gå i stå også kan blive store. Samtidig er vi glade, fordi det er lykkes at fastholde fremgang på byggeriet og fastholdelsen af danske arbejdspladser trods usædvanlige tider.”

HE-VAs investering i byggeri og maleanlæg anløber godt 27 mio. kroner.

Ny slyngrenser fra italienske OMSG.
Ny slyngrenser fra italienske OMSG.

 

FAKTA
MODERNE OG FREMTIDSSIKKER OVERFLADEBEHANDLING HOS HE-VA

Hvem?

HE-VA ApS

Hvad?

Udvidelse af eksisterende fabriksanlæg med ekstra fabrikshal

Hvor?

Ørding, Mors

Størrelse

1.800 kvadratmeter

Pris

DKK 27.000.000, -

Byggestart

Sommer 2019

Indvielse

Maj 2020


Byggeriet skal huse et nyt maleanlæg til overfladebehandling af HE-VAs maskiner. Maleanlægget kommer til at indeholde en slyngrenser, malekabine for primer, malekabine for toplakering, tørrezone samt transportudstyr i form af conveyorbaner i loftet.

Malersprøjtesystem: Wagner
Conveyorbaner: Caldan Conveyor
Ventilationsanlæg, tørrezone og malekabiner: Ventherm
Slyngrenseanlæg: OMSG