12. maj 2022

HE-VA KIGGER MOD FREMTIDEN

Maskinproducent øger kapacitet

HE-VA kigger mod fremtiden og sikrer kapaciteten.

De sidste par års begivenheder, og ikke mindst den nuværende situation i Ukraine, har synliggjort nogle udfordringer for produktionsvirksomheder generelt. Pandemien satte produktioner i stå og gav leveringsudfordringer verden over, for kun at blive yderligere besværliggjort af krigen i Ukraine.

Sådanne udfordringer søger HE-VA ApS at undgå i fremtiden.

Tilbage i starten af marts måned blev der derfor igangsat et større byggeprojekt og nu, 2 måneder efter er stålspærene rejst.

Byggeriet strækker sig over 1.800 m2 og er tiltænkt en hal der skal anvendes til profil- og pladelager, samt opskæring. Det betyder at HE-VA til efteråret kan begynde at øge lagerkapaciteten og i fremtiden sikre bedre leveringstider for kunderne.

”Lige nu har vi leveringstider der strækker sig over 18 uger, og det er simpelthen for længe. Vi vil sikre at vi kan arbejde os imod en mere stabil situation igen og det kan vi gøre ved at udvide vores lagerkapacitet. Det er simpelthen en fremtidssikring.” siger adm. Direktør, Villy Christiansen

Der skulle selvfølgelig også et rejsegilde til og det blev afholdt fredag den. 6. maj 2022, med godt 150-200 fremmødte.

Det er jo skønt når der er opbakning til sådan et arrangement og det er dejligt at vores medarbejdere fra både Nykøbing og Ørding vil deltage” siger Teknisk Direktør, Heine Christiansen